BREAKING: VHE Invest køber Brugs og tank

VHE Invest Aps har netop erhvervet den tidligere brugsbygning i Vester Hæsinge samt OK tank fra konkursboet. Dermed åbner der sig igen mulighed for dagligvarerforretning og benzintank i lokalområdet.

– Det har taget lidt tid, men vi rigtig, rigtig glade for, at der nu er lykkedes at få købt både bygning og tank ud af boet, siger Jørn Bertelsen formand for bestyrelsen i VHE Invest Aps og tilføjer:
– Nu er vi klar til næste fase, hvor vi kan indlede reelle forhandlinger med nogle af de interesserede, der allerede har vist interesse for at drive en ny dagligvarerforretning og benzintank i vores område. Det er vi mange, der har savnet siden Brugsen lukkede i efteråret.

Jørn Bertelsen oplyser, at alle områdets borgere, foreninger og erhvervsdrivende hermed inviteres til fejring af overtagelsen lørdag den 10. feb. 2018, kl. 13.00 – og det er naturligvis i Butikken (dvs den tidligere Brugs i Vester Hæsinge). Her bydes der på pilsner (fra konkursboet!) samt byens bedste pølser fra Vester Hæsinge slagteren.

Med overtagelsen er en vigtig milepæl i byens og lokalområdets udvikling nået. Dels bliver der nu igen etableret en vigtig mulighed for indkøb og dels  er det sikret, at bygning og tank ejes lokalt. Bag VHE Invest Aps står en kreds af borgere og erhvervsdrivende, der samlet skød en kvart million ind med det formål, at erhverve netop bygning og tank samt sikre en fremtidig drift.

 

 

 

Redaktør: Ole Worregård

Ole bor med sin familie i Sandholts Lyndelse, er redaktør på hjemmesiden samt passer "maskinrummet". I øjeblikket er han desuden bestyrelsemedlem i Bakkelandets Lokalråd, tovholder på Syrenland.dk og så brygger han efter sigende noget hæderligt håndbrygget øl i Det Blå Bryghus!

Del på