Brugsen vil hente 1 mio. kroner

IMG_9329Det går godt i Brugsen, rimelig godt faktisk

Omsætning og overskud er stigende i Brugsen og flere har taget opfordringen tidligere på året om at handle mere lokalt til sig. Det er vi i Brugsen rigtig, rigtig glade for. Men det stopper ikke her. Vi skal gøre det endnu bedre og det gør vi. Brugsens bestyrelse, uddeler og personale er gået sammen om en ambitiøs plan, der skal øge omsætningen i Brugsen med mindst 1 mio. kr. på 8 mdr.
Det vil vi gerne fortælle dig lidt mere om, bl.a. fordi vi er sikre på, at vi ikke står alene med ønsket om en lokal købmand, der udover dagligvarer er vores apotek, pakkeudlevering, benzintank osv.

Men hvordan henter vi 1 mio kr på 8 mdr tænker du?
Det har vi en plan for, og den er allerede sat igang:

Flere lokale produkter

Vi bor midt i et sandt smørhul af fødevarerproducenter, der laver nogle af de bedste oste, grøntsager, kartofler, kød, frugt, øl og pølser. Dem skal du selvfølgelig kunne få i LOKAL Brugsen. Derfor er vi i fuld gang med at indgå aftaler med lokale producenter og allerede nu kan du købe de første produkter, spege- og grillepølser fra Trekløver samt øl fra Midtfyns Bryggeri. Flere følger indenfor kort tid og for dig som kunde i Brugsen betyder det, at du kun behøver at køre ét sted for at få kurven fyldt med lokal kvalitet til en god pris.

 

Og så skal der fisk på bordet
Fisk er supersundt, vi spiser blot for lidt af det. Samtidig er det skidt, at det ikke er til at opdrive frisk fisk i 20 km omkreds. Det gør vi noget ved nu. Frisk fisk på is, bestilt af dig og leveret på en fast dag i Brugsen med opskrift og lige til at gå til. Vi er ved at indgå aftale med en god fiskeleverandør og forventer, at være klar med flere informationer og bestillingsside indenfor den næste måned.

Larsen-Løsningen
Henrik Larsen, kendt af mange og blandt meget andet tidligere formand for Brugsen, har lagt navn til en to-handelsstrategi i Brugsen: Dvs. køb alt hvad du kan i vores Lokal Brugs og handel det du evt. ikke kan få der i fx Faaborg. Det kan vi se, at mange allerede har fulgt og vi vil selvfølgelig gerne opfordre endnu flere til at bruge “Larsen-Løsningen”. Faktisk er udvalget i vores butik større end du måske tror, og billigere end du husker 🙂

Fra Daglig til Lokal
I det tidlige forår skiftede vi navn og koncept fra “Daglig” til Lokal Brugsen. Det betød lidt mindre vareudvalg, men meget større frihed til selv at vælge de varer, der skulle være på hylderne til kunderne i vores område. Dermed sparer vi en masse penge på varer, vi ikke kunne sælge.

Konceptet har vist sig bæredygtigt og i dag sender vi tilbud på mail, sms og Facebook. I øvrigt genindfører vi en tilbudsavis fra uge 36, den ligger til gratis afhentning i butikken.

7-7-7
Ja, det er jo nemt at huske nu. Vi har fra 1. juli udvidet åbningstiden og holder fremover åbent fra 7 morgen til 7 aften, 7 dage om ugen. Vi tror på at mange kunder sætter pris på, at vi starter dagen lidt før, at du kan få morgenbrød med på arbejdet eller du kan komme forbi og hente det du lige står og mangler til en tre-retters menu onsdag aften.

Fredagen bliver lidt sjovere
Fra eftersommeren bliver det lagt i faste rammer. Så er der fredagscafe, hver den første fredag i måneden. Med smagsprøver, gode snakke og oplevelser. Programmet finder du i vores nyhedsbrev, på Facebook og på hjemmesiden)

Personalet knokler
De mange nye tiltag stiller krav til alle. Det gælder bestyrelsen, uddeler, personale og ikke mindst dig som kunde. Vores gode uddeler Kim og hans personale knokler for at få det hele til at lykkedes.

Brugsen er en vigtig arbejdsplads for lokalområdet og vi lægger i bestyrelsen også vægt på, at personalet trives og udvikles. Vi ved at mange af jer har spurgt indtil, hvor er uddeleren. Vi – og Kim – er selvfølgelig glade for, at han er savnet, og det er ganske rigtigt, at Kim er optaget af efteruddannelse indtil årets udgang. Her efter sommerferien kan du dog godt regne med, at løbe oftere ind i Kim, da det er blevet muligt, at Kim er flere timer i butikken.

Og som altid, er du meget velkommen til at tage en snak med Kim – eller personalet i øvrigt – hvis du har ris/ros eller måske behov for at vi tager særlige varer hjem til dig.

Kommunikation, kommunikation…
Som du forhåbentlig har lagt mærke til, at der sat par markante bannere op foran butikken. Det er en del af en større markedsføringsplan for vores Brugs, der meget enkelt går ud på, at flere skal handle mere her. I den kommende tid udvides skiltningen, der sendes nyhedsbreve ud og der er et hold ambassadører for Brugsen, der løbende på hjemmesiden (vesterhaesinge.dk) fortæller om, hvorfor de handler lokalt, og måske hvad de savner.

Vi tror på, og det er planen, at vi med disse nye initiativer kan løfte omsætningen i Lokal Brugsen med mindst 1 mio kr. Det går selvfølgelig slet ikke uden dig, det er dine penge vi skal have fat i. Det håber vi, du er med på. Hvis ikke, er du meget velkommen til at sende os et par ord om, hvad vi kan gøre endnu bedre, for at det kan ske.

Venlig hilsen
Bestyrelsen

Redaktør: Ole W

Ole er redaktør og webmaster på hjemmesiden og forsøger, at få maskinrummet passet, således design og funktioner er i top. Ole er tilflytter for mere end 20 år siden og bor i Sandholts Lyndelse sammen med sin familie.

Del dette indlæg på

Få vores nyheder...

Tilmeld dig, og få sidste nyt fra Vester Hæsinge, Sh. Lyndelse, Ny og Gl. Stenderup leveret i din indbakke. Helt GRATIS.

Tak for din tilmelding til nyhedsbrevet