UGEAVISEN FAABORG – SYREN- OG MUSIKFESTIVALEN

I denne uge bragte Ugeavisen Faaborg nedenstående artikel:

Vester Hæsingeegnen inviterer til musikdeltagelse og syrenoplevelser

I pinsedagene åbner Vester Hæsinge by og omegn op for et væld af tilbud for alle musik- og naturelskere. Fra den 17. til den 21. maj afvikles Multihuset Fyns Musik og Jamfestival, Syrenfestivallen, kirkekoncerten og X-husets Trappekoncert og i dagene vil området være i bevægelse med et væld af store og små arrangementer, koncerter, gå- og cykelture, fællesspisninger og socialt samvær. Alle med interesse for natur, musik og godt selskab bydes velkommen til pinsedagene, hvor fordybelse, nydelse, ro og æstetik står i højsædet.

I år falder Syrenfestivallen sammen med Pinsen, hvor Multihuset Fyn gennem 25 år har afholdt Musik- og Jamfestival. Byens foreninger, lokalråd og kirke ser det som et lykketræf og forsøger med et fællesprogram at skabe et alsidigt udbud af kultur- og naturoplevelser.

”Vester Hæsinge-egnen har gennem mange år med sine knap 1000 indbyggere været og er et meget aktivt område. Vi vil gerne sætte spot på vores områdes kultur- og naturværdier. Vi håber, at rigtigt mange mennesker lokalt og fra det øvrige Fyn vil lægge vejen forbi i Pinsen og tage del i det, der for os har så stor betydning, nemlig naturen der omgiver os og det aktive sociale fællesskab, som vi dyrker”, siger Hans Christian Balle, formand for Vester Hæsingeegnens Udviklingsråd. Han fortsætter:

”Det moderne menneske har så frygteligt travlt,og vi når ofte ikke frem til målet for alle vores anstrengelser. Hvordan kan man fordybe sig i musikken, når den kommer ud af bilradioen i korte sekvenser, og hvordan kan man nyde synet og duften af forår og blomstrende buske og træer, når vi kører med 110 km/t ud af motorvejen? Jeg tror, at vi har brug for at stoppe op og lade roen indfinde sig. Vi vil gerne tilbyde gode næroplevelser, uforpligtende møder omkring cykelture, jamsessions, små arbejdende værksteder med kunsthåndværk, koncertoplevelser, kunstudstillinger, gudstjeneste i det fri eller blot en gåtur på de små veje og stier i området”.

Tradition for mangfoldigt foreningsliv

Arrangementerne i pinsen er et af mange initiativer som kendetegner Vester Hæsingeegnen. Området har en lang tradition for at kalde folk sammen, når en god idé opstår eller når udviklingen i samfundet kræver det. Byen har oplevet skolelukning og lukning af brugsen, men hver gang har egnens befolkning taget udfordringen op og skabt noget nyt.

Efter lukningen af Vester Hæsinge Skole gik områdets borgere i gang med at udarbejde en plan for bygningerne efter skolen og kunne sidste år på Skt. Hans-aften indvie ”Det nye X-hus” – områdets beboerhus. Et byggeri til 11 mio. kr. Senest lukkede byens brugs og benzinanlæg og samtidig stiftedes Vester Hæsingeegnens Invest ApS, som købte boet efter brugsen. I marts måned genåbnede tankanlægget og Selskabet arbejder på at finde en forpagter til brugsbygningen.

”Vores lokalområde er en sammensætning af tilflyttere og folk, der er barnefødte i området. Det afspejler sig i den mangfoldighed af liv, som udfolder sig i en lang række foreninger og interessegrupper. Derfor er vores arrangementer i Pinsen også en skøn blanding af tilbud, som har mange målgrupper,og vi håber med denne brede palette, at skabe nye relationer mellem mennesker og give folk fællesoplevelser, der giver lyst til mere”.

Musik og natur

Torsdag den 17. maj åbner X-huset pinsearrangementet med en Trappekoncert. X-husets nye spektakulære hovedtrappe danner scene for Ollerup Musikefterskoles 114 mand store kor, som leder publikum gennem et væld af korfortolkninger af både klassiske og moderne numre.

Som optakt til koncerten indbyder Madklubben til fællesspisning i den store sal.

Koncerten er støttet af Faaborg-Midtfyn Kommunes Kulturpulje, som ønsker at hjælpe nyskabende kulturtilbud godt på vej.

Samme dag går Multihuset Fyns Musik- og Jamfestival i gang. Festivallen rummer både koncerter, jamsessions, samvær og arbejdende værksteder. Festivallen er åben for alle, der har lyst til samvær med andre mennesker i en ramme af musik og kunst.

Søndag den 20. maj afholder Multihuset Fyn, nu for 14. gang, dobbeltkoncert i samarbejde med Vester Hæsinge Kirke. Årets glade koncerttitel er: ”Den gyldne Swingtid 30-50” og repræsenteres ved det svenske hot/swing jazzorkester, ”Bröderna Trück” og
”The Four Skins” – kendt som Københavns stærkeste barbershop-kvartet.

Koncerten afholdes i 2 akter – 1. akt i Vester Hæsinge Kirke – 2. akt i Multihuset Fyn.
Arrangørerne ønsker, via dette glade tema, at hylde swingjazzens historiske rødder og dens evne til at ruske op i et samfund, der jo medvirkede til det folkelige kulturelle gennembrud i starten af 1900 tallet. Koncerten er bl. a. støttet af Faaborg Midtfyns Kommune.

2. pinsedag rundes dagene af med Vester Hæsinge Kirkes traditionsrige friluftsgudstjeneste. Deltagerne indleder med en vandretur gennem skoven og samles ved bålhytten ved Trente Mølle til gudstjeneste.

Gennem hele pinsen tilbyder Syrenfestivallen guidede gå- og cykelture i egnen omkring Vester Hæsinge. Deltagerne får her en enestående mulighed for at nyde de blomstrende syrenhegn og opleve freden og roen langs vejene og stierne i området.

”Vi håber, at rigtigt mange mennesker vil lægge vejen forbi vores skønne område i Pinsen. Vi er glade og stolte over de kultur- og naturværdier, vi har i området og vil gerne dele dem med andre”, siger Hans Christian Balle og fortsætter:

”Med Syren- og Pinsefestivallen forsøger vi at skabe et anderledes tilbud, som foregår i lavt gear – hvor fordybelsen og nydelsen er i fokus”.

http://www.vesterhaesinge.dk/pinsen-2018/ findes hele programmet med detaljerede oplysninger om billetkøb og priser.

Redaktør: Helle Rosenkilde

Helle er redaktør på 3. Halvleg samt driftsleder i X-Huset, hvor hun bl.a. står for udlejning samt drift af café mv.

Del dette indlæg på

Få vores nyheder...

Tilmeld dig, og få sidste nyt fra Vester Hæsinge, Sh. Lyndelse, Ny og Gl. Stenderup leveret i din indbakke. Helt GRATIS.

Tak for din tilmelding til nyhedsbrevet